Hollænderen har ry for at være en stille og rolig kanin, kælen og nysgerrig kanin, som er let at gøre tam. Derfor er det en kaninrace, der af mange anbefales som "begynder-kanin".

Nedenstående beskrivelse af racen er "lånt" Schecke Hollænder Klubbens hjemmeside.

Hollænder

Denne races opståen er ikke kendt, men et er sikkert det er en meget gammel race. På nogle hollandske malers arbejder fra 1500-tallet vises hollandske personer sammen med kaniner med tydelige anlæg for hollændertegning. Dog findes der et maleri fra 1401 der forestiller kaniner og fritter, og hvor kaninerne ligeledes har noget, der kan ligne hollændertegning. Vi skal frem til 1800-tallet, før man kan tale om en egentlig race.

Holland, Belgien - eller England?

Man skulle jo tro at en race der hedder hollænder, så også stammer fra Holland. Men det er nu ikke rigtigt. Kaniner med hollænder lignende tegninger kendte man før 1800 i den belgiske provins Brabrant. De blev kaldt Brabocon. Belgien og Holland var fra 1815 til 1830 samlet under den hollandske konge. I den periode købte englænderne et betydeligt antal Brabacon. Englænderne kaldte dem Dutch Rabbit. Så hollænderen stammer fra Belgien. Det er dog englænderne der skal have æren af at have fremavlet den Hollænder, vi kender i dag. Fra England kom Hollænderen til andre lande. I Tyskland udstilles den første gang i 1890. Schweiz far den i 1895, og Holland og Belgien omkring 1890'erne.

Til Danmark

Vi ved desværre ikke med sikkerhed, hvornår Hollænderen kommer til Danmark. Racen blev ikke udstillet på den første danske udstilling, der afholdtes i 1895. Den er dog med i standarden fra 1917. Standarden fra 1917 angiver en vægt på 2 - 2,5 kg som idealet.

Som det er gået med adskillige andre racer har udbredelsen svinget stærkt. Under 2. verdenskrig og årene derefter, var der penge i produktionen af kød, skind og uld. Hvilket gik udover en sportsrace som Hollænderen. Det kunne ses på blandt andet LU-53 i Slagelse, hvor der kun blev udstillet 1 (én) Hollænder. Siden er racens popularitet steget støt, og må vel nok i dag betragtes som den mest udbredte og udstillet tegningsrace. Stærkt medvirkende til denne popularitet, skyldes helt sikkert, at Hollænder, i kraft af sit temparament og rolige væsen, er blevet utrolig populær som Hop kanin.

Lang række anlæg

Hollænder tegningen skyldes en lang række anlæg. Går man udfra et ensfarvet, sort dyr, vil et enkelt eller ganske få hollænderanlæg give en smal, hvid blis i panden og lidt hvid på forpoterne. Kommer der flere anlæg på, bliver blissen til en kile, der forbinder det hvide med snuden, og de hvide på forløbene rykker tilbage, den smalle ring om kroppen bliver bredere og bredere og når efterhånden hen til midt på kroppen. Det var på denne måde englænderne omdannede Braba-con til Hollænder. Man udtog stadig de lyseste dyr, dem med flest hollænderanlæg. Så kom tegningen så sige af sig selv. Standarden fra 1917 taler om "den hvide tegning", men vi regner jo med i dag at det er de farvede partier der er tegningen. Men den gamle standard har faktisk ret. Hollænderanlæggene skaber de hvide partier på en farvet kanin, ikke de farvede partier på en hvid kanin.

Farven

Tegningens farve er godkendt i alle de i Standarden beskrevne pelsfarver, samt i tegningskombinationen Japanertegnet/Hollændertegning. Sort var i mange år den dominerende farve, men nu er, i særdeleshed, Japanertegnet kommet med. Vil man have succes på udstillinger med Hollænder bør man nok koncentrer sig om en enkelt eller to farver. Men med en mængde indsigt i sit avlsmateriale kan det godt lade sig gøre at avle flere forskellige farver. Det er der flere af Schecke og Hollænder Klubbens medlemmer, der gang på gang beviser.